Sange Over Sundet
For at bygge broer over kløften af manglende nabosprogforståelse hos børn og unge i Skandinavien, søsatte SOS! Sange Over Sundet et projekt kaldet 3 på Tur. Projektet besøger ni børnehaver i Skandinavien med deres specialudviklede Sprog – og Musiktime og udvikler herefter undervisningsmateriale til brug for pædagogerne, som ønsker at arbejde videre med og sprogudvikling og skandinavisk nabosprogforståelse i en musikalsk ramme.
SOS! er en forkortelse for Sange Over Sundet og er et interskandinaviskt sprog og musikkoncept, udviklet af Miriam Karpantschof og Kirsti Øibakken Pedersen. Siden foråret 2011 har SOS! med støtte fra Nordplus Sprog- og Kulturprogrammet arbejdet med projektet 3 på tur. Formålet med projekt 3 på tur er at tilbyde skandinaviens yngre befolkning (4-7 årige børn) grobund for udvikling af sproglig mestringsidentitet samt at udvikle undervisningsmateriale til brug af børnehavepersonale, som ønsker at arbejde med sprogudvikling og nabosprogforståelse i en musikalsk ramme.
Der er tale om en introduktion til de skandinaviske nabosprog i en sjov og læringsrig musikalsk-sproglig undervisningsramme. Aktuelle forskningsresultater viser, at tidlig styrkelse af sproglige bevidsthed og/eller kontakt med fremmedsprog, forenkler indlæring af andre/flere sprog senere i livet. At give børnene mulighed for at udvikle en oplevelse af, at “jeg kan sprog”, “- jeg kan mit eget og jeg kan forstå andre sprog selvom de lyder lidt anderledes”
Børnene møder to dukker, hvoraf den ene taler børnenes eget sprog og den anden taler et andet skandinavisk sprog. Når dukkerne går af scenen overtager vi – menneskerne, Miriam & Kirsti. Vi er showets musikere og introducerer traditionelle sangelege med børnegruppen – twister disse med en anden skandinavisk variant af samme sang. Fra brug af velkendte sange og sangelege til skandinaviske versioner af samme, til leg med fremmede lyde, via sprograp og call-respons numre i interaktion med børnene.
Brug af dukker som formidlere af nabosprog har vist sig som en farbar vej i formidling af de skandinaviske sprog for vores målgruppe. Dukkerne er, mildt sagt, geniale i det henseende. ”Jeg tror slet ikke at børnene lagde mærke til, at dukkerne talte forskellige sprog, de var så optaget af handlingen!” udtaler en pædagog efter en Sprog- og Musiktime som vi afholdt i en børnehave i Helsingør.
Projektet har til formål at udvikle inspirerende pædagogisk undervisningsmateriale til brug for pædagoger og undervisere i daginstitutioner og förskolor. Materialet udgives i foråret 2012 og kan til den tid bl.a. downloades fra SOS!'s hjemmeside www.sangeoversundet.dk
Tekst: Miriam Karpantschof og Kirsti Øibakken Pedersen (kirstiopedersen@gmail.com)


